Torvehallerne go home…

 Når du besøger Venedig, kommer du ikke udenom at lægge et smut forbi Mercato Di Rialto - Venedigs grønt- og fiskemarked. Jeg vil varmt anbefale dig at komme om morgenen og se de lokale handle og nyde markedet, inden det helt store turistsus kommer rykkende ind.

Det er en helt anderledes oplevelse at gå på grønt- og fiskemarked her. Tomaterne er rødere, citronerne dufter, krabberne flygter (åh, jeg er sensitiv her, er ikke vild med de levende dyr, der ligger i store kasser) og vinduerne er nærmest i blommestørrelse. 

Flere steder sidder grønthandlere og skærer artiskokhjerter ud og lægger dem i vand, så de holder længere, og i en overdækket bygning finder du fiskemarkedet med friskfangede fisk, skaldyr og blæksprutter.

Du bliver venligt men bestemt bedt om ikke at røre frugt og grønt (mest turisterne…) - men det er også alt rigeligt at gå og suge indtryk og dufte og farver til sig. Lykken er at købe en stor klase vindruer med til din videre vandring eller jordbær, som flere steder sælges i praktiske “to go” bægre.

Hvis du ikke kan sproget, skal du være opmærksom på ikke at gøre som min mor og jeg forrige år. Vi havde sådan lyst til jordbær og hold da op, hvor var de dog billige. Ikke mange euro for et kæmpe bæger, som vi skulle have med tilbage til vores lille terrasse på hotellet. Vi blev slemt snydt (af os selv) og lo hele vejen hjem over ikke at have styr på tingene, for den enormt billige pris, vi havde set var selvfølgelig pr. 100 gram - så vi måtte slippe en del mere end forventet for vores jordbær…

Fiskemarkedets fangst kommer fra vandet om Venedig, mens frugt og grønt sejles ind fra fastlandet i store både.

IMG_7831.jpeg
IMG_7832.jpeg
IMG_7833.jpeg
IMG_7834.jpeg