Alt er bare grønnere og mere frodigt – og Venedigs blåregn
vælter ud over mure og hegn. Så smukke.
På min mors og mine vandreture sammen gennem Venedig små og store gader hygger vi os ved at kigge på blomsterkummer, gårdhaver og diverse små vindueskarme, hvor der altid står mindst én potte med blomster. Og vi må bare konstatere, at de bliver større og smukkere end hjemme på min mors altan.
Lige så vel som en tommelfingerregel i Venedig er at blive væk og smutte ned af de mindste gyder og stræder, er en anden at huske at kigge op. Der er altid en tagterrasse, et klokkespir eller altankasse med overdådige blomster at få øje på.
